fbpx

For et par år siden opdagede jeg en metode der kunne fjerne mine frustrationer og lade mig se virkeligheden klart. Det er en simpel metode, der for mig var en fuldstændig øjenåbner, og som ændrede hele mit perspektiv på livet. Derfor er det en stor glæde for mig at kunne introducere denne metode for dig. Selv om det er en simpel metode, er det dog mere end blot en metode. Det er en livsanskuelse og en øvelse i at se virkeligheden som den er. Det er også en øvelse i at se indad og erkende sine egne fejl, i stedet for at fokusere på andres fejl og mangler.

Men før jeg afslører hvad denne metode går ud på, vil jeg gerne bruge et øjeblik på at snakke om vores frustrationer. For hvornår er det egentlig at vi bliver frustreret? Vi bliver frustreret når vores forventninger ikke stemmer overens med virkeligheden. Så simpelt kan det siges.
Virkeligheden er som den er. Virkeligheden har kun den værdi som vi selv tilllægger den. Hvilken værdi vi tillægger virkeligheden, er individuel og afhænger af forskellige faktorer som f.eks. opvækst, kultur, genetik mm. Døden af vores nærmeste bliver eksempelvis betragtet på vidt forskellige måder rundt omkring i verden. I den vestlige kultur sørger vi og reagerer på dødsfald med sorg, i andre kulturer fejrer de døden af sine nærmeste, fordi de tror på at de kommer et bedre sted hen.

Vi kan vide at virkeligheden er god som den er, fordi at vi oplever anspændthed og frustration, når vi kæmper imod den.
– Byron Katie

Jo mere vi benægter og kæmper mod virkeligheden, jo mere lider vi. Desto flere frustrationer vil vi have. Dette princip lagde stoikerne vægt på, for over 2000 år siden. Det samme princip er omdrejningspunktet for Byron Katies metode. Hun kalder denne metode for ”The Work”.
The Work går ud på at undersøge sine tanker, ligesom den stoiske filosof, Epiktet, opfordrede alle til at gøre. Når du undersøger dine tanker gennem ”The Work” vil du opdage at virkeligheden er god som den er og at det ikke er den der frustrerer dig – det er dine tanker.
Jeg vil ikke gå i dybden med hele metoden, den bør du selv læse og forstå, gennem Byron Katies bog ”Elsk det som er”. Men for at udføre ”The Work”, skal man starte med at nedskrive ens frustrationer om et andet menneske, om dig selv, om en stressende situation eller hvad der nu går dig på.

Uanset hvilken frustration du har, kan du som et led i processen spørge dig selv hvem du ville være uden denne tanke? Hvordan ville du have det uden den tanke? I de fleste tilfælde vil svaret være at du ville have det godt og føle dig befriet uden den frustrerende tanke.
Efterfølgende skal man vende-det-om og det er her det virkelig rykker. Der er tre måder at vende din frustration om på. Du kan vende den om til dig selv, vende den om til den anden person og vende den om til det modsatte.

Lad os antage at din frustration f.eks. er: ”Min kæreste burde værdsætte mig mere”. Så vender du den om: ”Jeg burde værdsætte mig selv mere”. Det er jo din opgave og ikke hans og når du får disse frustrationer, værdsætter du ikke dig selv så meget som du kunne.
Derefter vender du den igen om: ”Jeg burde værdsætte min kæreste mere”. Hvis du tror det er så nemt for din kæreste at værdsætte dig, så spørg dig selv, om kan du værdsætte ham/hende imens du har den frustrerende tanke?
Den sidste måde at vende den om på: ”Min kæreste burde ikke værdsætte mig”. Sommetider er det sådan det forholder sig, måske er du ikke så sød mod ham/hende som du ellers fortæller dig selv at du er. Uanset hvad bør din kæreste ikke værdsætte dig, medmindre han/hun gør det.

Det gælder i denne metode om at være villig til at kigge indad. Selvindsigt er noget af det sværeste for os mennesker, men samtidig noget af det vigtigste. Jo mere selvindsigt du har, jo færre frustrationer har du og jo færre forventninger vil du have til andre mennesker. Selvindsigt er ikke fuldkommen, før den lever i form af handling. Vær ydmyg og undskyld for din del, uanset hvor lille den er. Det du prædiker at andre skal gøre, har du formentlig svært ved at efterleve selv.

Jeg vil anbefale alle at læse ”Elsk det som er”, som går i dybden med denne metode. Det er en fantastisk bog som har ændret mit liv og formentlig også kan ændre dit, hvis du er villig til at se indad.

Elsk det som er

I denne video kan du se Byron Katie anvende “The Work” på en kvinde, som er frustreret over sin søn. Efter en snak med Byron Katie er hele hendes perspektiv skiftet og moderen forstår nu at hun selv var skyld i sin frustration.