Det kommer nok ikke bag på nogen, at der er stor forskel på mænd og kvinder. Men hvad er forskellen egentlig, og hvordan kommer det til udtryk?
Jeg vil beskrive nogle af de basale forskelle, som vi hurtigt kan glemme eller måske ikke er bevidste om i hverdagen, for når vi bliver forvirrede eller frustrerede over det modsatte køn, er det ofte fordi, at der mangler en gensidig forståelse. Med en dybere indsigt i det modsatte køns natur kan mange stridigheder og misforståelser undgås. Husk på, at der altid er en grund til en persons handlinger. Alle individer er forskellige, men alligevel er der nogle gennemgående lighedstræk blandt kvinder, ligesom der også er lighedstræk hos alle mænd. Jo bedre du forstår disse lighedstræk, desto mere tålmodighed vil du få, og jo mindre vil din frustration og forvirring blive. Samtidig vil du få mere empati for det modsatte køn eller det enkelte individ, som du interagerer med. Igen skal det understreges, at dette er en generalisering af maskulin og feminin energi. Min generalisering betyder ikke, at alle mænd og alle kvinder er på en specifik måde. Men jeg beskriver generelle tendenser, der forekommer hyppigt.
Det du vil læse i dette indlæg er en blanding af tanker jeg har gjort mig, elementer fra faglitteratur jeg har læst og punkter jeg synes er påfaldende.
Maskulin og feminin essens
Der skelnes mellem maskulin og feminin essens. Alle mennesker indeholder både maskulin og feminin essens, men hos alle mennesker er en af disse essenser dominerende. Kvinder kan dog godt indeholde en overvejende maskulin essens, og mænd kan også godt indeholde en overvejende feminin essens. Men for det meste er mænd maskuline og kvinder feminine. Det er naturens lov. Det er nemlig en naturlig del af det at være et levende væsen på jorden. Maskulin og feminin essens ses ikke kun hos mennesker, men hos aber, hunde, fisk, giraffer osv.
Den maskuline natur har brug for frihed og brug for at have en retning i livet. Den maskuline essens har brug for en mission og et dybere formål at arbejde efter. Denne mission vil altid have mandens højeste prioritet, og det kan skabe forvirring og frustration hos feminine kvinder. Hvis denne mission undertrykkes, så vil manden kompensere på andre måder som fx at spille playstation dagen lang, drikke alkohol mm. Den maskuline essens søger altid frihed, fred og ro.
Den feminine kerne længes efter kærlighed. En feminin kvinde kan sagtens have succes i sit arbejdsliv, men hvis ikke kærligheden strømmer i fuldt omfang i privatlivet, så vil den feminine essens ikke være realiseret. Den feminine essens har ikke en specifik retning på samme måde som mandens. Kvindens følelser forandrer sig som havets bølgende bevægelser. Den feminine essens har en særlig energi, som kan sanses på lang afstand. Feminine kvinder længes altid efter mere kærlighed.
Mænd er som elastikker og kvinder er som bølger
Manden har brug for frihed. Det betyder ikke, at han ikke kan være en god familiefar og en fantastisk kæreste, men får han ikke den nødvendige følelse af frihed, så vil han drænes for glæde og energi. Frihed er mandens benzin. Når en mand elsker en kvinde, har han af og til behov for at trække sig, før han kan komme tæt på igen. En mand trækker sig tilbage for at opfylde sit behov for uafhængighed. En kvinde kan nemt misforstå dette og tro, at manden trækker sig af samme årsag som kvinden – når hun f.eks. er såret.
Når en mand har fået den frihed, som han har brug for, vender han automatisk tilbage med et større overskud til at give og modtage kærlighed. Denne maskuline intimitetscyklus, der fungerer som en elastik, beriger forholdet, hvis man forstår den. Desværre giver den ofte unødige problemer.
En mand skal passe meget på når han går ind i et forhold, for hvis han ikke er tydelig i sine grænser og udtrykker sit behov for frihed, så kan nogle kvinder forlange, at han bliver hjemme, hvilket resulterer i at manden mister kontakten til sin selvfølelse og dermed en del af sin identitet.
En feminin kvinde er som en bølge. Når bølgen stiger er hun fuld af kærlighed og glæde. Når bølgen falder, ryger overskuddet midlertidigt. Når en kvindens humør er nedadgående, har hun brug for at snakke om sine følelser og problemer. Hvis kvinden oplever støtte og kærlighed, ryger hun lige så hurtigt op på toppen af bølgen. Kvindens evne til at give og modtage kærlighed er generelt set en afspejling af, hvordan hun har det med sig selv. Mænd går ofte fejlagtigt ud fra, at hendes pludselige humørskift skyldes hans adfærd. Dette skaber en unødvendig konflikt, som kunne være undgået, hvis blot manden viste mere forståelse.
Det sidste en kvinde har brug for, når hun er på vej ned, er, at nogen fortæller hende, hvorfor hun ikke skal være ked af det. Hun har brug for støtte, når hun rammer bunden, for at komme op igen.
Når kvinden kommer op af ”brønden” er hun kærlig og fuld af overskud. Men manden tror fejlagtigt, at det betyder, problemet er løst. Næste gang hun ryger ned i brønden, vil de samme problemer vende tilbage. Dette er en cyklus, som mange mænd ikke forstår og derfor reagerer de uhensigtsmæssigt.
Når kvinden vil snakke og manden ikke gider
Alle mand kender denne sætning: ”Vi skal lige snakke sammen.” Denne sætning er noget af det værste for en mand, for han føler, at kvinden vil anklage ham for at have gjort noget forkert, og det fører ofte til konflikt, men dette kan også undgås med en gensidig forståelse.
Mænd har brug for albuerum, og kvinder har brug for forståelse. Når en mand understøtter kvindens behov for at blive hørt, kan hun understøtte mandens behov for albuerum. Det er dog væsentligt, at kvinden forstår, at manden nogle gange befinder sig i en ”hule”, og på dette tidspunkt har han brug for fred. Når han kommer tilbage fra ”hulen”, er han mere villig til at lytte og klar til at give endnu mere kærlighed.
Mange kvinder forstår ikke, hvorfor manden trækker sig ind i sig selv og er så fraværende. Hun føler, at han trækker sig væk fra hende, og at han er ligeglad med hende. Det sårer hende.
Men det er urealistisk at forvente, at en mand, som er gået ind i sin hule, kan udvise kærlighed. Ligesom det er urealistisk at forvente, at en kvindes følelser altid er rationelle.
Når kvinder vil snakke om deres problemer, gør mænd som regel modstand. De går ud fra, at de bliver holdt ansvarlige for problemerne. Han er ikke klar over, at hun snakker for at få det bedre. Hvis han bare lytter, bliver det bedre.
Hun har ikke brug for løsninger og forklaringer. Hun har brug for, at han lytter og forstår.
Mænd skal lære, at selv når de føler sig under angreb eller kritiseres, er det kun midlertidigt.
Kvinder føler ofte, at manden ikke hører ordentligt efter – og ja det er rigtigt, mænd hører ikke ordentlig efter. For mænd er ikke skruet sammen på samme måde som kvinder. Når mænd hører et problem, så forsøger de at finde løsninger, så problemet kan blive løst. Mænd bryder sig ikke om at bruge tiden på ”unødvendig” snak. Derfor hører de efter et par minutter, og derefter kommer de med forslag. Men manden forstår ikke, at kvinden ikke søger løsninger. Hun vil have sympati og forståelse. Derfor er denne snak ikke unødvendig, og jo før manden forstår dette, jo hurtigere vil forholdet forbedre sig.
I denne video kan du se Mark Gungor forklare forskellen på mænd og kvinders hjerne. Han forklarer det på en yderst underholdende og humoristisk måde.
Det tænder mænd og kvinder på
Når det kommer til sex, er mænd og kvinder også meget forskellige. Jeg vil dog ikke gå i dybden med forskellene på dette punkt. Dog er det en fingerregel at vi som mennesker tiltrækkes af polariteter. Maskuline mænd tiltrækkes af feminin energi, og feminine kvinder tiltrækkes af maskulin energi. Afbalancerede mænd tiltrækkes af afbalancerede kvinder.
Når en feminin kvinde er åben, udsender hun en særlig energi, som er uimodståelig for manden. Denne energi kan manden spotte på lang afstand. Den mest åbne kvinde i et lokale, vil altid være den mest attraktive.
Ser man på forskellen mellem mand og kvinde i et evolutionært perspektiv, kan det forklare, hvorfor vi også er seksuelt forskellige. Det er vigtigt at forstå, at manden og kvinden, som et indbygget instinkt, altid søger at reproducere sig selv for at holde menneskeartens overlevelse intakt. Dette er ikke kun indbygget hos mennesker, men hos alle dyr. Var dette instinkt ikke indbygget i os, så ville vi ikke have den seksuelle drift, som vi har.
I forlængelse af dette perspektiv vil det være misledende at sige, at mænd er selektive omkring deres seksuelle partnere. Mænd søger helt naturlige mange forskellige seksuelle partnere, men når det kommer til at finde en at få børn med og danne par med, så er mænd mere kræsne. Mænd kan kun tage et begrænset antal eventyr i deres levetid, så de gener kvinden bringer til bordet er værd at overveje grundigere. Kvinder er mere kræsne med seksuelle partnere og mere reserverede fordi, at der er flere omkostninger forbundet med seksuel aktivitet. Ikke nok med at de kan blive gravide og bære barnet i maven i 9 måneder, men de næste mange år af deres liv vil også ændre sig markant. Derfor søger kvinden instinktivt en mand, som kan være en god støtte i denne periode, og som også vil være en god og betænksom far.
Distinktionen blev tydeliggjort af en undersøgelse, hvor både mænd og kvinder blev spurgt om det minimale niveau af intelligens, de ville acceptere hos en person, de datede. Det gennemsnitlige svar for både kvinder og mænd var: gennemsnitlig intelligens. De blev også spurgt, hvor intelligent en person skulle være, før de ville indgå en seksuel relation. Kvinden svarede: okay, i det tilfælde, klart over gennemsnittet. Manden svarede: okay, i det tilfælde, klart under gennemsnittet.
Ellers vendte svarene derfra i samme retning. En person, som de datede fast, skulle være klogere end gennemsnittet, og en ægteskabelig partner skulle være endnu klogere.
Seneste kommentarer