fbpx

Har du nogensinde prøvet at sidde over for en person, som du ikke bryder dig om? Eller at sidde over for en person, hvor i bare havde en dårlig kemi? Det kan de fleste mennesker formentlig svare ja til.
Hvad hvis jeg fortalte dig, at du på en meget simpel måde og på meget kort tid, kan skabe en god kemi, kommunikation og forbindelse imellem jer? Ville du tro på det?

Heldigvis kan jeg fortælle dig at det kan lade sig gøre. Jeg kan også fortælle dig, at du kan gøre det på en nem og hurtig måde. For at forklare hvordan det kan lade sig gøre, vil jeg undervejs redegøre for nogle begreber.

Vi skal nemlig dykke ned i den praktiske psykologiform, der hedder NLP (Neuro Lingvistisk Programmering). NLP handler bl.a. om hvordan du kan omprogrammere din og andres adfærd, gennem nogle simple principper. NLP blev udviklet i 70’erne ved at studere nogle af de mest effektive behandlere og terapeuter.
En af dem var Milton Erickson (1901-1980), en anerkendt amerikansk psykiater og hypnoterapeut. Han beskrev hvordan det var muligt for ham at skabe rapport med alle sine klienter, uanset køn, alder og type.

Rapport (udtales rappor) = Når du skaber rapport, føler du en naturlig gensidig forbindelse mellem dig og et andet menneske. I indgår i et tillidsfuldt forhold og kan både mærke og forstå hinanden.

Du kan skabe rapport med alle mennesker. Uanset hvem de er og hvor det foregår henne. Det sjove er at du gøre det i forvejen, med de mennesker du godt kan lide at snakke med, du er bare ikke klar over det. Det sker nemlig helt ubevidst.

Når to mennesker sidder fordybet i en samtale, vil det ofte ses, at deres kropssprog og tonefald stort set er ens. Forestil dig f.eks. to mennesker der sidder og snakker i en bar, de sidder foroverbøjet mod hinanden og har generelt det samme kropssprog. Hvis den ene skifter stilling, følger den anden hurtigt efter. Helt uden at være bevidst om det, matcher de hinandens kropssprog og adfærd. De sender et ubevidst signal til hinanden, der siger ”jeg er ligesom dig – du kan stole på mig”.

Et godt eksempel på to mennesker der er i rapport

Et godt eksempel på to mennesker der er i rapport

Ønsker du at bringe et alvorligt budskab videre til en anden person, eller i det hele taget bare at få en bedre kontakt med en, som du ellers har det svært med. Så er det rapport du først og fremmest skal skabe. Men hvordan gør du så det?

To ting skal til for at du kan skabe rapport med et andet menneske:

Kalibrering og matching.

Kalibrering = at aflæse en anden persons kropssprog, uden at fortolke på betydningen af kropssproget.

Alle mennesker har evnen til at tilpasse deres adfærd til de mennesker, der er omkring dem. Vi har siden tidernes morgen levet i mindre flokke, hvor det har været nødvendigt at kunne aflæse andres kropssprog og sindsstemninger. Uden denne evne kunne et hvert individ risikere at blive udstødt fra flokken, hvilket med stor sandsynlighed ville resultere i døden. Derfor har mennesket udviklet et stort center i hjernen, som har til formål at aflæse andre menneskers ansigstsudtryk.
Måske har du oplevet, at du har „haft på fornemmelsen“, at en person ikke taler sandt. Denne fornemmelse handler ofte om at vi har kalibreret (aflæst) signaler fra den anden person, som fortæller noget andet end de ord, der ellers bliver sagt. Det er fordi at dine sanser har opfanget nogle signaler, som din bevidsthed ikke fik fat i.
Kalibrering er altså at bruge sine sanser, sådan så vi ikke længere „fornemmer“, men specifikt iagttager og lytter og er bevidste om, hvad vi har set og hørt. Det er dog vigtig at spørge ind til hvad personen tænker eller føler, for det kan du ikke vide med sikkerhed. Der skal altså ikke fortolkes, men aflæses.
Når vi har kalibreret en person, er vi klar til at matche.

Matching = når du spejler og møder den anden person.

Du kan matche på forskellige områder. Du kan matche gennem kropssprog, gennem tonefald, tempo i stemmen, vejrtrækning, ansigtsudtryk mm. Det du har kalibreret, kan du altså matche.
Når du matcher den anden person, vil du automatisk skabe rapport efter lidt tid. Det foregår ved at spejle sig i den anden person og ”kopiere” personens adfærd. Hvis person sidder med krydsede ben, så krydser du også dine ben. Hvis person taler i en høj tone, så taler du også i en høj tone. Hvis personen taler langsomt, så taler du også langsomt. Hvis personen kigger med et særligt blik i øjnene, så kigger du tilbage med et særligt blik i øjnene. Pas dog på, at det ikke komme til at virke unaturligt. Den anden person, skal ikke føle at du bevidst kopierer adfærden.
Det føles næsten som magi, når det først lykkes dig at skabe rapport med en person, som du ellers havde svært ved at få en god kontakt til. Prøv det selv.

Her kan du se en uddybende forklaring på hvordan du skaber rapport.